yderst følsom
Hej Henrik. Der var engang en dreng. I 12 år forsøgte han at passe ind i en verden, hvor de færreste havde forståelse for ham. Indeni var han en usædvanlig god og yderst følsom dreng. Når han hen ad vejen kom i konflikter, kunne han ikke komme ud af dem igen. Han kunne ikke håndtere uretfærdighed og kunne ikke tilgive, hvis nogen havde handlet - i hans verden - uretfærdigt. Som årene gik, udviklede det hele sig i en dårlig retning. Hans mor forstod ham, lyttede til ham og gav ham den tid han havde brug for, når han havde det svært. Det gik der imod dårligt imellem drengens forældre, som konstant var uenige om, hvordan drengen skulle tackles. Hans far mente, at hans mor altid tog drengen i forsvar - og moreren tænkte, at det var vigtigt at lytte og vise forståelse. Drengen begyndte ofte at råbe af sin far. Rigtig grimme ord, som med tiden blev værre og værre. Skolen ringede ofte til moreren, fordi drengen var gået derfra i vrede. Moreren bad skolen om hjælp - skolen sagde, at de ikke havde problemer med ham, og at problemet derfor lå i hjemmet. Ingen gjorde noget og forældrene vidste ikke hvad de kunne gøre. De gled bare længere og længere fra hinanden. Svært var det. Drengen var jo ganske intilligent. Lynhurtig til at lære og super til at huske. Igennem sin opvækst havde drengen ofte "begravet" sig i Jumbobøger, når verden blev for meget for ham. Han havde svært ved, at der blev stillet krav til ham. Hvis han skulle afbrydes i noget han var igang med, skulle han forberedes og varsles flere gange. Han kunne ofte sidde og lave høje lyde, enten med stemmen eller med ting der blev slået i en slags rytme. Han kunne ikke lide berøring og slet ikke at blive aet, når han skulle vækkes. Og det med at vække ham tog som regel ca. en halv time.
En dag havde moreren samtale med en coach i forbindelse med et stresskursus. Da coachen spurgte, hvad der kunne stresse moreren brød hun sammen. "Det der er værst er, at min dreng har det så dårligt, og jeg ved han har brug for hjælp. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre for at hjælpe ham", sagde moreren. Coachen anbefalede Henrik fra Bodyhelp.
Vi fik bestilt en tid. Havde helt ærligt ikke den store tiltro.... men, men, men. Henrik du har udrettet intet mindre end mirakler. Allerede efter første behandling kunne Steffen acceptere et "nej" med et skuldertræk. Han kunne rumme omtanke for os andre og handle udfra, hvad vi ville blive glade for!!! Han kan nu være alene hjemme om aftenen, vel at mærke uden at ringe flere gange og sige han er bange og spørge om, hvornår vi kommer hjem. Hvor han før, dagligt, råbte grimme ord ad sin far, sker det nu måske en gang om måneden. Steffen havde en dag en tid hos tandlægen, hvor han skulle have trukket en tand ud, som sad i vejen for den nye tand. Jeg var skrækslagen og tænkte, at tandlægen bestemt ikke fik lov at røre ham..... Men han lå ganske stille hele tiden, og da de sagde han var sej, smilte han og sagde: "Det er ingenting, når man er ørebarn. Sidste år fik jeg opereret nye trommehinder" . Jeg var målløs - og den eneste der blev dårlig! Steffen kan nu stå op om morgenen - fint og uden problemer. Han kan stadig læse Jumbobøger - men kun fordi det stadig er dejligt og ikke fordi han "skal væk". I januar skulle Steffen skifte skole for første gang. Vi var lidt bekymrede for hvordan det skulle gå. Han skulle fra en skole med ca 100 elever til en skole med knap 1000! Vores trøst var, at Steffen havde talt meget ærligt med den nye skoleleder om sine tidligere problemer, og skolelederen havde lovet at sætte en AKT lærer på ham. Han havde også fortalt Steffen, at hvis han forlod skolen én eneste gang ville han blive udskrevet på under 10 minutter. Jeg aftalte et ekstra besøg hos Henrik - og Steffen går på den nye skole (uden AKT lærer), som om han aldrig har lavet andet. - Ikke nok med det, han pakker sin taske, laver lektier dagligt og har fuldstændig styr på idrætstøj, madpakke, klippekort, hue, vanter og det hele. Jeg er altså vant til en dreng, der kunne glemme sin jakke i skolegården flere gange om ugen!!! Og spørg så mig - drengens mor, om jeg rå-nyder, at vække ham om morgenen - ae ham og røre ham uden, at han vrisser og ruller væk fra mig:)))))) Henrik, jeg aner ikke hvordan vi kan takke dig nok. Du har givet Steffen og os en tilværelse, hvor nye døre åbnes og reccourserne kan bruges på at anerkende og glædes over hinanden. Du betyder, at jeg ikke frygter Steffens fremtid og voksenliv. Han er stadig en usædvanlig god dreng, - men nu behøver han ikke forsøge at passe ind mere. Nu gør han det bare.
Og ekstra bonus : Joh, Henrik. Du bad mig tage Steffens søster med, for så kunne hun lige få "de sidste 10 minutter af behandlingen". Det har hun fået 5-6 gange, og hendes selvværd: Har aldrig haft det bedre. Så vi har nu også to teenagesøskende (12 og 14 år), som i dén grad fniser, hygger sig, deler hemligheder og venner så jeg har aldrig oplevet noget lignende!!! De kan stadig være uenige, men på en helt anden måde end før.
Min allerstørste respekt til dig Henrik.
Steffens (og Stines) mor - Hanne.